Kortet ovenfor viser spredningen af invasive Aedes-myggearter i Europa, som inkluderer: Aedes aegypti (Gulfebermyg), Aedes albopictus (Tigermyg), Aedes japonicus (Japansk buskmyg) og Aedes koereicus (Koreansk buskmyg).
Aedes aegypti og Aedes albopictus kan begge bære denguefeber, zikavirus og chikungunya m.fl.
Aedes japonicus kan bære West Nile virus m.fl.
Aedes koreicus kan bære chikungunya m.fl.
Ingen af ovenstående myg er endnu fundet i Danmark, men som det ses på kortet nedenfor (2021 og 2023), så bevæger myggene, her specifikt Aedis japonicus sig længere nordpå og spreder sig yderligere i Europa.
Risikoen for myggebåren sygdom stiger i Europa
Siden 2010, hvor det første udbrud af denguefeber blev registreret i Kroatien med i alt 10 smittede, har der været 48 vektorbårne udbrud. På almindelig dansk betyder det at det er overført fra en vært til en anden gennem et dyr eller insekt, typisk myg, og ikke via eksempelvis fødevarer, luft eller kontakt med en inficeret.
Frankrig var det land med flest tilfælde af sygdom, på i alt 157 mellem 2010 og 2023. I januar til og med april 2024 blev der registreret et rekordhøjt antal tilfælde af denguefeber, zikavirus og chikungunya i det franske fastland på hele 2.166. Ingen af disse var autoktone (lokalt erhvervede). Alle inficerede havde været ude og rejse, hvoraf 82 % havde rejst til Martinique eller Guadeloupe. Senere tal, ligeledes for det franske fastland, fra 1/5-2024 til og med 9/7-2024 viste yderligere 781 tilfælde af denguefeber, som vendte tilbage til områder af Frankrig, hvor Aedes albopictus forekommer.
Op til OL i Paris 2024 annoncerede ARS Occitanie (Frankrigs “Styrelsen for Patientsikkerhed” i regionen Occitanie) at man havde fundet det første tilfælde af autokton denguefeber i 2024. I regionen vil der under OL blive spillet fodboldkampe på Stade de la Mosson i Montpellier.
Dermed har vi grunden til noget bekymrende overskrift om at risikoen stiger: Der er dokumentation for, at både myg og sygdom findes i de samme områder, som er grundlaget for, at autoktone tilfælde af denguefeber kan lade sig gøre, samt enkelte tilfælde er fastslået allerede.
Spanien havde i 2010-2023 i alt 16 autoktone tilfælde af denguefeber.
Italien oplevede i 2023 udbrud i flere regioner, med i alt 82 tilfælde i perioden juli til november. For hele perioden fra 2010 til 2023 var der i Italien i alt 92 tilfælde af denguefeber.
Risikoen for myggebårne sygdomme i Europa forventes at stige, efterhånden som klimaet bliver vådere og varmere.
Risiko for myggebåren sygdom i Danmark
Hverken myggene der bærer sygdommene eller selve sygdommene (denguefeber, zikavirus og chikungunya) forefindes i Danmark jvf. Statens Serum Institut, som senest har opdateret deres information d. 16. oktober 2023.
Det er altså endnu ikke nødvendigt at gardere hele dit hjem med myggenet for alle åbninger, men der kan nu stadig være andre fordele ved et insektfrit hjem.
Myggebårne sygdomme
Denguefeber
Sygdom opstår 4-10 dage efter stik.
Infektion med denguefeber kan være uden symptomer eller begrænse sig til mild feber.
Symptomerne, hvis de forekommer, minder om influenza og er høj feber, udslæt, hovedpine og muskelsmerter.
I sjældne tilfælde medfører denguefeber blødningsfeber.
Zikavirus
Sygdom opstår 3-14 dage efter stik.
Symptomerne er typisk milde og kommer i form af feber, blegt udslæt startende i ansigtet med bredning til resten af kroppen, ledsmerter og hævelse af mindre led (hænder, fødder), røde øjne. Der kan desuden opleves muskelsmerter, træthed og hovedpine.
Sygdommen varer normalt ikke længere end 4-7 dage.
Chikungunya
Sygdom opstår 4-8 dage efter stik.
Symptomerne er feber og ledsmerter. Kan ydermere medføre: Hovedpine, kvalme, træthed og hududslæt.
Ledsmerterne kan være kraftige og langvarige: Fra få dage og i værste tilfælde op til årevis.
Myggearterne
Aedes koreicus
Stammer fra Korea, Japan, Kina og Rusland – for nyligt fundet i Europa.
Foretrækker by- og forstadsområder. Primært aktive om dagen.
Aedes albopictus
Stammer fra Sydøstasien, findes nu i Amerika, Europa, Afrika og Stillehavet.
Trives alle steder: Yngler i små beholdere med vand, som kan være alt fra gamle bildæk og tomme sodavandsdåser til vandpytter.
Aedes japonicus
Har hjemme i Japan, Korea, Fastlandskina og Taiwan, men findes nu i Nordamerika og Europa.
Foretrækker at yngle i naturlige vandhuller, men kan tilpasse sig kunstige beholdere.
Aedes aegypti
Oprindeligt fra Afrika, nu udbredt i tropiske og subtropiske områder verden over og på vej nordpå til Europa.
Foretrækker bymiljøer og yngler gerne i menneskabte beholdere.
Kilder og videre læsning
Informationen på siden her er indhentet fra følgende kilder:
- European Centre for Disease Prevention and Control: Flere sider – vil du dykke dybere, så start på tema-siden om myggebårne sygdomme her: https://www.ecdc.europa.eu/en/mosquito-borne-diseases
- Statens Serum Instituts Sygdomsleksikon: Flere sider – Søg på relaterede emner her: https://www.ssi.dk/sygdomme-beredskab-og-forskning/sygdomsleksikon
- sundhed.dk: Flere sider – Søg på relaterede emner, eller gå specifikt på opdagelse under “Import- og tropesygdomme” her: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/rejsemedicin-og-vacciner/sygdomme/import-og-tropesygdomme/
- Santé publique France (fransk myndighed svarende til Sundhedsstyrelsen) – Data om Chikungunya, denguefeber og zikavirus: https://www.santepubliquefrance.fr/maladies-et-traumatismes/maladies-a-transmission-vectorielle/chikungunya/articles/donnees-en-france-metropolitaine/chikungunya-dengue-et-zika-donnees-de-la-surveillance-renforcee-en-france-hexagonale-2024
- Agence Régionale de Santé Occitanie (fransk myndighed svarende til Styrelsen for Patientsikkerhed) – Annoncering af første autoktone tilfælde af denguefeber i Frankrig 8/7-2024: https://www.occitanie.ars.sante.fr/moustique-tigre-vigilance-renforcee-en-occitanie