6 myter om myg – sandt eller falsk?

Gode husråd eller gammel overtro? Hvad er sandt, og hvad er pure opspind? Myg er en af de hyppigste genstande for myter i insektverdenen. Vi har lavet en liste, der maner nogle af myterne til jorden, mens nogle få af dem viser sig at være helt sandfærdige.


Myte 1 – Myggens værste fjende er flagermusen

Denne teori er formentlig opstået, da et hold af udenlandske forskere ville teste, hvor mange myg flagermus spiste i timen. Flagermusene i testen spiste ca. 10 myg pr. minut og altså 600 i timen. Ifølge nyere studier udgør myggen dog kun ca. 1 % af flagermusenes fødeindtag. Derfor er der ikke grund til at tro, at flagermusen er helt så stor en trussel for myggen som først antaget.

Myte 2 – Den største trussel for myggen er purpursvalen

Ligesom med flagermusen holder denne videnskabelige påstand ikke vand. En udenlandsk forsker fremlagde teorien om, at purpursvalen var nødt til at spise, hvad der svarede til dens egen kropsvægt hver dag for at overleve og at dens føde primært bestod af myg. Det svarer til ca. 14.000 myg om dagen! Ligesom med flagermusene foretrækker purpursvalen faktisk andre fødekilder, og myg udgør mindre end 3 % af dens fødeindtag. Der er altså heller ikke her meget hjælp at hente til at komme myggen til livs.

Myte 3 – Citronella planten holder myg væk

Det siges, at en citronella plante i haven har stor effekt i forhold til at holde myg på afstand. Olien i citronella planten er det virksomme stof i mange myggemidler. Det frarådes, at citronella olien anvendes af børn og gravide, da det er en kraftig olie, der kan påvirke pulsrytmen. Nogle mener, at den aroma, som citronella planten afgiver, er nok til at holde myggene væk. Andre fastholder dog, at der kun er en effekt såfremt citronella plantens blade knuses, og olien påføres huden. Der er altså forskellige holdninger til denne myte.

Myte 4 – Gin og tonic er effektivt mod myg

Du har måske hørt, at hvis du op til sommeren forsyner barskabet med rigelige mængder gin og tonic, så er du godt sikret imod myg. Men holder gin og tonic virkelig myggene væk? Nej, alkohol, herunder gin og tonic, kan faktisk have den stik modsatte effekt. Alkohol får dig til at svede mere, og den kraftige krops-lugt lokker myg til. Indtag af alkohol på terrassen i de varme sommeraftener kan altså øge risikoen for myggestik.

Der er dog et gran af sandhed i gin og tonic-teorien. Drikken har nemlig en positiv effekt på malariaparasitten. Hvis man opholder sig i Afrika syd for Sahara, hvor malaria-bærende myg holder til, så kan gin og tonic anbefales.

Myte 5 – Hvidløg er vejen frem, hvis du vil undgå myggestik

Denne teori kan ikke afvises, selvom den ikke er videnskabeligt dokumenteret. Folk, der spiser store mængder hvidløg, oplever ikke de samme problemer med myggestik. Det kan dermed tyde på, at den lugt, der udskilles igennem porerne ved indtag af meget hvidløg, ikke er noget, som myg bryder sig om. Der skal dog ganske anseelige mængder til for at opnå en effekt. Problemet med dette husråd er så bare, at mange mennesker heller ikke bryder sig om kraftig hvidløgslugt.

Myte 6 – Det hjælper at suge giften fra myggestik ud

Måske er denne myte opstået, fordi det kan hjælpe på ubehaget f.eks. i forbindelse med et hvepsestik. Men en myg anvender ikke gift, når den stikker mennesker. Myggen bruger derimod et enzym på huden, efter at den har boret et mikroskopisk hul, som den kan tappe fra. Enzymet gør, at blodet ikke størkner, og letter myggens arbejde. Det er også dette enzym, der skaber irritation i huden. Mængden er dog så lille, at den faktisk ikke kan fjernes. Det er dog gavnligt at spytte på myggestikket for at lindre kløen. Læs mere om hvordan du behandler myggestik i vores indlæg om netop dette. Det behøver ikke være SÅ slemt.

Nok om myggemyter – hvad virker?

Skal du blot holde myggene på afstand, så er et myggenet vejen frem (og væsentligt lettere end at holde flagermus!). Det er vedvarende og let at vedligeholde myggenet, i modsætning til brug af kemikalier og andre angrebsmetoder.

Men før du går ud og investerer i myggenet, så er tag et kig på vores gode råd til at holde et insektfrit hjem – der er nemlig ting du kan gøre, helt gratis.